Tilstoppet kloak i Bengali Tola Lane, Varanasi

Netop hjemvendt fra stående hastemøde på New Delhi Railway Station med min gamle rejsefælle Dr. Moes og hans familie. Seks år gået siden det lange trek fra Tyrkiet til Indien via Iran og Pakistan. Eventyret og eposet spøger vist endnu i arkiverne på hin okkulte blog.

Dengang skiltes vore veje i Varanasi. Jeg med amøbisk dysenteri i en betoncelle på Yogini Guest House, han på vej tilbage til kæresten i København. Den samme kæreste plus barn lige nu og her i Delhi – på vej til Varanasi.

Cirklen er ikke sluttet, cirklen er visket ud. Bevægelsen baglæns fra afsked til ankomst åbner nye stier og streger. Flere rejser, flere ord.

Dæmoner findes og opfindes hen ad vejen. Jacob af navn og Jacob af gavn. Jeg brydes selv med engle.

Forestillingen om at der skulle kunne findes en forklaring uden for selv og uden for verden har jeg kun mødt alt for ofte de sidste fire måneder. Det er den der undertrykker og ydmyger, den der holder nede hvad der ellers ville rejse sig, den der gør alle håb til drømme blot og bart.

Det er den forestilling Naipaul kalder for “the total Indian negation”.

It was only now, skriver han om hjemkomsten efter sin første rejse til Indien, as my experience of India defined itself more properly against my own homelessness, that I saw how close in the past year I had been to the total Indian negation, how much it had become the basis of thought and feeling.

Det var omtrent sådan jeg følte da jeg vendte hjem efter min egen første rejse til Indien. Den underkendelse af verden, den søgen efter en større meningsløshed, der hidtil havde været til stede i mig som en kreativ kraft, en villet inspiration uden substans, præsenterede sig nu som et konkret stykke virkelighed.

Jeg holdt op med at tænke den og begyndte at leve den. Og pludselig gav den ikke længere kræfter. Den tappede dem.

And already, skriver Naipaul videre, with this awareness, in a world where illusion could only be a concept and not something felt in the bones, it was slipping away from me. I felt it as something true which I could never adequately express and never seize again.

Hvad Naipaul klarede med et linjeskift tog det mig fem år at realisere. At sandheden hverken kan eller skal udtrykkes. Sådan er vi så forskellige.

*

Det er en råkold decembermorgen i Varanasi. Jeg har slået vinduerne op for at lukke lyset og verden ind. Men kulden har sneget sig med. Uden hue og halstørklæde går det ikke før om en lille times tid når solen begynder at stråle ind i værelset.

En følelse af lykke, en følelse af at lykkes, ikke bare som idé, men som menneske, breder sig varm og heftig i min krop.

Det er i grunden absurd. Jeg er 32 år gammel, halvstuderet og arbejdsløs, uden udsigt til foreløbige forbedringer. Mit potentiale som certificeret medlem af den kreative klasse svinder dag for dag.

Der var engang hvor jeg troede at kunsten var til for at blive levet. Jeg fattede ikke at mennesker kunne have andre motiver til at udtrykke sig. Det fatter jeg sådan set stadig ikke, men jeg har lært at acceptere det uanset.

Verdensillusionen spiller uden for mit vindue. Maya har kastet sit slør over menneskene og al deres gerning. Men den der river det itu er en tåbe.

Jeg vidste jo på forhånd hvad der ville ske. Og dog, for mig er viden intet uden erfaring.

To boys er rejst tilbage til deres fælles landsby i Jharkhand. Den ene for at redde sit ægteskab, den anden for at kremere sin svigersøster.

Den tredje og sidste boy er en mentalt underudviklet teenager der hverken taler engelsk eller hindi. Hårdt fysisk arbejde er det eneste der holder ham i live uden for hans hjemegn.

Manageren ligger i åben konflikt med ejeren om en lønsats der dårligt nok dækker hans daglige benzinforbrug. Hver dag vandrer han hvileløst rundt i receptionen og taler i telefon med gamle venner og bekendte i håb om at finde et nyt og bedre betalt job.

Endnu forsøger ejeren at opretholde sin selvudslettende høflige facade, men revnerne lader sig ikke længere skjule. Hvis han ikke snart erkender at hans sjæl er for fin til at være omgivet af så groft et stof som penge, så mister han både sig selv og sit rige.

Min egen rolle er diplomatens. Jeg hører alle parter i sagen og prøver at spille dem ud mod hinanden med så stor loyalitet som muligt. Hvis de læste min blog ville jeg blive den fælles fjende de kunne samle sig om at bekæmpe.

Om to dage rejser jeg og lader falde hvad ikke kan stå. Velvidende at det bare er en talemåde. Hotellet vil vakle videre uanset. Ligesom krøblingene og de tre-benede gadehunde.

Man kan give Indien skylden for meget, men hun tager den altid på sig.

Senere i dag tager Vijay toget til landsbyen i Jharkhand for at kremere svigersøsteren og være sammen med familien. Muligvis også for at hævne sig. Med bue og pil eller “country-made revolver”.

Du kan læse forhistorien her.

Intet synes dog at kunne pille ved vores grundlæggende forskelligheder. For Narendra er livet en famlen i mørke efter en tabt guldalder. For mig er det blot en famlen, men ikke altid i mørke.

“We have lost faith in the human mind,” siger han i et sidste indadvendt udbrud. “What we once stored in the brain, we now store in computers. Without them, we are helpless.”

Han forklarer videre at computerens succes netop skyldes dens imitation af den traditionelle indiske indlæringsmetode. Kombinationen af store mængder rå data og omhyggeligt udarbejdede programmer til at tilgå den med, er ikke nogen ny opfindelse.

Oprindeligt blev dataen lagret i barnets hukommelse og programmerne først kørt når sindet var modent omkring 18-20-års alderen. Men i dag er hukommelsen tom og programmerne endeløse løkker uden output.

Sammenligningen mellem mennesker og computere er mindst lige så oplagt indisk som sammenligningen mellem mennesker og dyr.

I den idealiserede – og derfor givetvis aldrig praktiserede – vediske verdensforståelse kan mennesket uden problemer opfattes som en maskine på afveje. Vi er automatoner der ulykkeligvis er blevet selvbevidste og nu øver vold mod den kosmiske mekanik. Kun en tilbagevenden til selvopofrelsens ritual kan fortsætte urværkets eksakte gang.

Jeg spørger Narendra om man i hans lille allegori ikke også kunne opfatte computeren som et genskær af den guddommelige gnist i mennesket, som aflastningen af hukommelsen og frisættelsen af sindene?

Men lyset vil som sædvanlig ikke trænge ind i hans dunkle forstue og jage skyggerne bort. Det er her hans forfædre har boet og undervist i generationer. Sikkert helt tilbage til puranisk tid hvis du spørger ham. Nutidens formørkelse er blevet en forudsætning for fortidens stråleglans.

“We don’t make scholars like that anymore,” siger han efter en længere udredning om sanskritgrammatikeren Paninis geni. “Now it’s all computer science and business and management. The less you know, the more successful you become.”

Jeg lader ham få det sidste ord. Det er en diskussion jeg gerne vil tage. Men ikke med en der allerede har vundet den på forhånd. Han har ret, og jeg ved det.

Tilbage sidder jeg med frugten af hans lærdom, skriblet i marginen på utydelige fotokopier fyldt med slyngede tegn. Det er dem der har blindet ham med deres lys i forfædrenes nat. Det er dem jeg er rejst så langt for at finde omsluttet af et mørke langt dybere end glemslens.

Hans visioner ved gudens alter vil aldrig blive andet end et par forbiflimrende billeder i mit sinds laterna magica. Hans tilværelses ophøjede mening vil aldrig blive andet end mit livs tilfældige hobby.

Det er sådan vi bliver nødt til at forstå hinanden. Men jeg er ikke sikker på at vi kan.

*

Om en uge er jeg tilbage i København. Om to uger skal jeg til eksamen i de tekster jeg har læst sammen med Narendra. Alt er som det skal være.

Jeg har lagt min oversættelse af de tre kapitler fra Ramayanaen ud på bloggen under Teksterne. Ikke så meget for at udbrede det glade budskab som for at sikre deres overlevelse i fald endnu et menneske skulle stjæle min computer.

Hvis nogen alligevel skulle få lyst til at kigge på oversættelsen, så kan jeg anbefale at læse de almindelige bløde parenteser med og springe de kursiverede skarpe over. Så bliver oplevelsen forhåbentlig lidt mere poetisk og lidt mindre filologisk.

Passagerne fra Bhagavadgitaen skulle også gerne ligge klar på bloggen inden ugen er omme.

Sangita ringede fra søsterens hus. Hun passede børnene mens manden var hos sin kone på hospitalet. Lugten af brændt kød hang stadig tung og kvalm i stuen.

Forbindelsen blev afbrudt inden Vijay nåede at spørge ind til flere detaljer.

“I think battery finish,” sagde han og tastede hendes nummer.

Der var intet svar.

“Perhaps she’ll call you again when she has plugged in the charger,” foreslog jeg.

“Not possible,” sagde han og lagde telefonen på disken i receptionen. “No power in village.”

Det var længe siden jeg havde set ham uden et smil på læben.

“What exactly did your wife tell you about the accident?” spurgte jeg.

“Not so much. All the time she whisper. I think she not want the children to hear.”

“Did she tell you how it happened?”

“She said her sister put one lamp on a shelf, and then she bent down to make something on the floor. When she stands up again her head hit the shelf and the lamp fall down. Whole body is burn.”

Det lød som noget man kunne læse om i avisen hver eneste dag.

Nogle gange blev kvinden fundet for enden af et reb under en langsomt roterende ventilator. Andre gange på bunden af en udtørret brønd med et nyfødt spædbarn i armene. Senest også i en tandlægeklinik med fråde om munden og en fremmed mands lig ved sin side.

Årsagen var næsten altid ægteskabelig.

“You know her husband?” spurgte jeg.

“Yes, I know him little bit.”

“Is he a good man?”

Vijay trak lidt på det.

“Does he fight with her?”

“Yes, sometimes … I think.”

Han greb ud efter fjernbetjeningen og begyndte at zappe sig gennem kanalerne.

“You think or you know?” spurgte jeg og prøvede at holde ham fast.

Der var Bollywood Classics på Zee Cinema. En forsmået elsker drak sig fuld til sin udkårnes bryllup. Den første halve flaske Jack Daniels var allerede skyllet ned.

“One time I also fight with him,” sagde Vijay med øjnene på filmen. “I grab him and I hit him two times in the face. Then he fall down.”

“What were you fighting with him about?”

“I fight with him about my wife.”

“About your wife?”

Vijay lænede sig frem i stolen og stirrede på skærmen indtil de forfærdede bryllupsgæster opløste sig i flimmer og farveprikker.

“When I get angry,” sagde han langsomt, “I become a very bad man.”

*

Det begyndte for et lille års tid siden.

Under et besøg hjemme i landsbyen drillede en af mændene Vijay med at hans svigerindes mand var blevet fast gæst i huset når Vijay var i Varanasi for at arbejde.

Vijay kaldte ham en løgner og strakte ham til jorden med et enkelt slag. Respekt fik man kun gennem vold, magt og penge. Sådan havde han lært sin lektie da han var lille.

Men mandens ord blev ved med at gnave ham i hjertet.

Først blev Sangita vred og nægtede alt. Så brød Vijays mor ind og sagde at det var rigtigt at Bhola havde været forbi et par gange uden noget egentligt ærinde.

Men hvad kunne de gøre? To kvinder og et nyfødt barn? Og så mod en af egnens store kanoner med egen bil og adskillige ansatte under sig?

Bhola bestyrede en lokal afdeling af et mineselskab der sprængte mica-krystaller ud af undergrunden. Det var den eneste industri på egnen og det eneste håb om en fremtid for dem der var bestemt til aldrig at komme videre end landsbyen.

Arbejdet var uorganiseret og farligt. Der var ingen sikkerhed eller afskærmning og sprængstofferne var notorisk ustabile. Det var ikke usædvanligt at folk på egnen manglede fingre, hænder eller hele arme. Og nogle – ja, de manglede bare.

Det var Bhola der stod for at rekruttere dem. Mændene sendte han ned i skakterne dybt under jorden. Kvinderne lod han blive i de åbne brud på overfladen.

Vijay kendte kun alt for godt historierne om hvad det egentlig var Bhola inspicerede når han kørte ud til kvinderne i bruddene. Det hed sig at det ikke så meget var arbejdet som arbejderne han var interesseret i.

Samme dag Vijay skulle rejse tilbage til Varanasi dukkede Sangitas bror som aftalt op for at køre sin søster hjem til deres forældre. Men han var ikke alene. Ved siden af hans gamle scooter holdt Bholas skinnende nye Apache.

Vijay førte målrettet Sangita hen til brorens scooter og hjalp hende op bag på den. Bhola trillede nærmere og viste sit passagersæde frem med imiteret læderbetræk og rygstøtte. Det så fuldstændig ud som i reklamen på fjernsynet i Varanasi.

På vej tilbage mod huset vendte Vijay sig om og sagde at hvis Sangita satte sig op på Bholas motorcykel, så ville han slå dem begge to ihjel.

Så snart han hørte motoren brøle og baghjulet spinne, styrtede han op på taget hvor han havde fri udsigt over vejen helt ned til svinget bag det yderste hus i landsbyen.

Det var præcis dér de standsede. Og det var præcis dér Bhola løftede Sangita over på bagsædet af sin motorcykel.

Han lagde hendes arme om sit bryst og vred gashåndtaget rundt. Bag dem lukkede støvskyen sig om brorens enlige skikkelse på scooteren. Som vreden om Vijays sjæl.

*

“They have taken my sister-in-law to the big hospital in Ranchi,” sagde Vijay og slukkede for mobilen. “She talk a little now.”

Vi stod på tagterrassen og indfangede nedfaldne drager med lange bambusstokke. De vuggede langsomt ned fra himlen, som regnbuefarvet konfetti, med stumperne af deres kappede snore som haler. Højt over dem jagede sejrherrerne gennem luften, kun forbundet til jorden med enkle usynlige liner, skarpe som barberblade.

“So what has she said?” spurgte jeg og tegnede cirkler i luften med stokken i et forsøg på at vikle en løs line rundt om enden på den.

“She say no accident.”

“So you were right about the husband?”

“Yes, he put this special burning oil … what you call it?”

“Kerosene?”

“Yes, kworsin, he put kworsin on her and then throw match.”

Jeg hvilede stokken på gelænderet og lod dragen dale forbi.

“You mean he torched her?”

“Yes, like torch. Big flame.”

“And where is he now?”

“He is in the hospital with my sister-in-law. Both families also there. Very expensive for them.”

“Well, hopefully money is the least of his concerns right now. Does everybody now what happened?”

“Yes, I think.”

“But they’re not doing anything – I mean, doing anything to him?”

Vijay lænede sig ud og fangede en line med det yderste af fingerspidserne. Han halede dragen ind. Et tyndt stykke sort papir klipset fast til nogle få bøjede træpinde.

“Has anybody contacted the police?” prøvede jeg igen.

“No, police no good,” sagde Vijay og rev halestumpen af dragen. “They live very far and they not like to come in village area. Too much Naxalite terrorist.”

“But surely he’s not just gonna get away with setting his wife on fire?”

“Village will decide what is happened. Perhaps he pay some money to her family. Perhaps I go shoot him.”

“You’re serious?”

Jeg trak bambusstokken ind for ikke at tabe den ud over kanten næste gang Vijay åbnede munden. Jeg gad jo alligevel ikke engang flyve med de drager jeg fangede.

“I’m not afraid. If I meet him alone, immediately I will shoot him.”

“With your bow and arrow?”

“Gun is also possible. My friend has gun. Nobody can know if I shoot him when he is alone.”

Jeg kiggede de fem-seks etager ned gennem en spiral af død og ødelæggelse til ghaten under mig hvor sadhuerne mediterede og gederne sprang. Spidsen borede sig ned i trinene og fortsatte ind mod jordens midte mens sten og mudder hvirvlede op.

Dernede et sted, tænkte jeg, ligger mica-krystallerne og glimter.

“In one week I go,” sagde Vijay. “Then I will see.”

*

I en primitiv hytte et sted i det centrale Jharkhand sidder en teenagepige med et barn i maven. Pengene og smykkerne han lovede hende så hun aldrig. Heller ikke den nye film med Salman Khan i biografien i Ranchi.

Hendes far river sig i håret og forbander den dag han sendte hende ud for at arbejde i bruddet. Hendes mor bare græder. Græder og græder.

Hvis datteren ikke var blevet gravid, så kunne Bholas kone ikke have konfronteret ham med det. Og hvis Bholas kone ikke havde konfronteret ham med det, så ville hun stadig sidde dér på verandaen i sin dyre sari syet af ægte silke fra Varanasi.

Kun landsbyrådet kan forhindre endnu en katastrofe. Hvis det finder Bhola skyldig, hvem skal så kompensere forældrene for datteren og hendes uægte barn?

Mineselskabet vil fralægge sig ansvaret og sige at det er en privatsag mellem Bhola og pigen. Og Bhola selv vil enten være invalideret eller ruineret.

Den bedste løsning ville være at bortgifte datteren inden barnet bliver født. Men hvem andre end gamle liderbukke vil gifte sig med en gravid teenager? Og hvad vil den slags gniere mon ikke kræve i medgift for at vaske en sådan skamplet af familiens ære?

De eneste alternativer er at sluge stoltheden eller tage livet af datteren. Det første vil plage familien i generationer. Det sidste kun et par år indtil hun er glemt.

Det er jo ikke så usædvanligt endda. Man kan læse om det i aviserne hver eneste dag.