Mens jeg ventede …
30. december 2009
Tiden er ved at rinde ud for Mesteren. Han viste sig aldrig som andet eller mere end den dæmon han måske i virkeligheden hele tiden har været. Ikke som person eller som menneske, men som idé.
Forestillingen om at der skulle kunne findes en forklaring uden for selv og uden for verden har jeg kun mødt alt for ofte de sidste fire måneder. Det er den der undertrykker og ydmyger, den der holder nede hvad der ellers ville rejse sig, den der gør alle håb til drømme blot og bart.
Det er den forestilling Naipaul kalder for “the total Indian negation”.
It was only now, skriver han om hjemkomsten efter sin første rejse til Indien, as my experience of India defined itself more properly against my own homelessness, that I saw how close in the past year I had been to the total Indian negation, how much it had become the basis of thought and feeling.
Det var omtrent sådan jeg følte da jeg vendte hjem efter min egen første rejse til Indien. Den underkendelse af verden, den søgen efter en større meningsløshed, der hidtil havde været til stede i mig som en kreativ kraft, en villet inspiration uden substans, præsenterede sig nu som et konkret stykke virkelighed.
Jeg holdt op med at tænke den og begyndte at leve den. Og pludselig gav den ikke længere kræfter. Den tappede dem.
And already, skriver Naipaul videre, with this awareness, in a world where illusion could only be a concept and not something felt in the bones, it was slipping away from me. I felt it as something true which I could never adequately express and never seize again.
Hvad Naipaul klarede med et linjeskift tog det mig fem år at realisere. At sandheden hverken kan eller skal udtrykkes. Sådan er vi så forskellige.
*
Det er en råkold decembermorgen i Varanasi. Jeg har slået vinduerne op for at lukke lyset og verden ind. Men kulden har sneget sig med. Uden hue og halstørklæde går det ikke før om en lille times tid når solen begynder at stråle ind i værelset.
En følelse af lykke, en følelse af at lykkes, ikke bare som idé, men som menneske, breder sig varm og heftig i min krop.
Det er i grunden absurd. Jeg er 32 år gammel, halvstuderet og arbejdsløs, uden udsigt til foreløbige forbedringer. Mit potentiale som certificeret medlem af den kreative klasse svinder dag for dag.
Der var engang hvor jeg troede at kunsten var til for at blive levet. Jeg fattede ikke at mennesker kunne have andre motiver til at udtrykke sig. Det fatter jeg sådan set stadig ikke, men jeg har lært at acceptere det uanset.
Verdensillusionen spiller uden for mit vindue. Maya har kastet sit slør over menneskene og al deres gerning. Men den der river det itu er en tåbe.
Jeg vidste jo på forhånd hvad der ville ske. Og dog, for mig er viden intet uden erfaring.
DET ER ALDRIG FOR SENT at blive ved med at vente på en højere forvirring, som officiel white man in residence med anciennitet højere end managers og boys flimrend forbi, og drage til din lærer hver mandag i en fortsat kamp op at skråningen gribende efter mening på de semantiske fremspring og ned af filosofiske glidebaner på den guddommelige lærdoms store hvide sindbillede. Omend din pengepung sikkert ikke tillader dette dharma (ordet brugt med forbehold for min ringe forståelse af begrebet), giver din beretning baggrund for forestillingen om sproggranskernes syttende regntid. Men du vikle dig ud af atter et eventyr og omfavnelsen fra dine metaforer af hvilke mesteren muligvis var een – blive pakket, rettet ud og sendt i tværkontinental rørpost på monkey class til dette forblændelsens fædreland. Hvor vi gælder os til at se dig – inklusive dette medlem af den kreative underklasse.