Verden vakler videre

Jeg forlader et hotel på randen af et nervesammenbrud.

To boys er rejst tilbage til deres fælles landsby i Jharkhand. Den ene for at redde sit ægteskab, den anden for at kremere sin svigersøster.

Den tredje og sidste boy er en mentalt underudviklet teenager der hverken taler engelsk eller hindi. Hårdt fysisk arbejde er det eneste der holder ham i live uden for hans hjemegn.

Manageren ligger i åben konflikt med ejeren om en lønsats der dårligt nok dækker hans daglige benzinforbrug. Hver dag vandrer han hvileløst rundt i receptionen og taler i telefon med gamle venner og bekendte i håb om at finde et nyt og bedre betalt job.

Endnu forsøger ejeren at opretholde sin selvudslettende høflige facade, men revnerne lader sig ikke længere skjule. Hvis han ikke snart erkender at hans sjæl er for fin til at være omgivet af så groft et stof som penge, så mister han både sig selv og sit rige.

Min egen rolle er diplomatens. Jeg hører alle parter i sagen og prøver at spille dem ud mod hinanden med så stor loyalitet som muligt. Hvis de læste min blog ville jeg blive den fælles fjende de kunne samle sig om at bekæmpe.

Om to dage rejser jeg og lader falde hvad ikke kan stå. Velvidende at det bare er en talemåde. Hotellet vil vakle videre uanset. Ligesom krøblingene og de tre-benede gadehunde.

Man kan give Indien skylden for meget, men hun tager den altid på sig.