Mit livs tilfœldige hobby

I dag havde jeg min sidste sanskrittime med Narendra. Det var godt at få afrundet den cirkel der ellers truede med at forblive halv efter oplevelserne i Samvadashalaen i Delhi. Det lykkedes mig endda at få ham til at tage imod en donation på tusind rupees.

Intet synes dog at kunne pille ved vores grundlæggende forskelligheder. For Narendra er livet en famlen i mørke efter en tabt guldalder. For mig er det blot en famlen, men ikke altid i mørke.

“We have lost faith in the human mind,” siger han i et sidste indadvendt udbrud. “What we once stored in the brain, we now store in computers. Without them, we are helpless.”

Han forklarer videre at computerens succes netop skyldes dens imitation af den traditionelle indiske indlæringsmetode. Kombinationen af store mængder rå data og omhyggeligt udarbejdede programmer til at tilgå den med, er ikke nogen ny opfindelse.

Oprindeligt blev dataen lagret i barnets hukommelse og programmerne først kørt når sindet var modent omkring 18-20-års alderen. Men i dag er hukommelsen tom og programmerne endeløse løkker uden output.

Sammenligningen mellem mennesker og computere er mindst lige så oplagt indisk som sammenligningen mellem mennesker og dyr.

I den idealiserede – og derfor givetvis aldrig praktiserede – vediske verdensforståelse kan mennesket uden problemer opfattes som en maskine på afveje. Vi er automatoner der ulykkeligvis er blevet selvbevidste og nu øver vold mod den kosmiske mekanik. Kun en tilbagevenden til selvopofrelsens ritual kan fortsætte urværkets eksakte gang.

Jeg spørger Narendra om man i hans lille allegori ikke også kunne opfatte computeren som et genskær af den guddommelige gnist i mennesket, som aflastningen af hukommelsen og frisættelsen af sindene?

Men lyset vil som sædvanlig ikke trænge ind i hans dunkle forstue og jage skyggerne bort. Det er her hans forfædre har boet og undervist i generationer. Sikkert helt tilbage til puranisk tid hvis du spørger ham. Nutidens formørkelse er blevet en forudsætning for fortidens stråleglans.

“We don’t make scholars like that anymore,” siger han efter en længere udredning om sanskritgrammatikeren Paninis geni. “Now it’s all computer science and business and management. The less you know, the more successful you become.”

Jeg lader ham få det sidste ord. Det er en diskussion jeg gerne vil tage. Men ikke med en der allerede har vundet den på forhånd. Han har ret, og jeg ved det.

Tilbage sidder jeg med frugten af hans lærdom, skriblet i marginen på utydelige fotokopier fyldt med slyngede tegn. Det er dem der har blindet ham med deres lys i forfædrenes nat. Det er dem jeg er rejst så langt for at finde omsluttet af et mørke langt dybere end glemslens.

Hans visioner ved gudens alter vil aldrig blive andet end et par forbiflimrende billeder i mit sinds laterna magica. Hans tilværelses ophøjede mening vil aldrig blive andet end mit livs tilfældige hobby.

Det er sådan vi bliver nødt til at forstå hinanden. Men jeg er ikke sikker på at vi kan.

*

Om en uge er jeg tilbage i København. Om to uger skal jeg til eksamen i de tekster jeg har læst sammen med Narendra. Alt er som det skal være.

Jeg har lagt min oversættelse af de tre kapitler fra Ramayanaen ud på bloggen under Teksterne. Ikke så meget for at udbrede det glade budskab som for at sikre deres overlevelse i fald endnu et menneske skulle stjæle min computer.

Hvis nogen alligevel skulle få lyst til at kigge på oversættelsen, så kan jeg anbefale at læse de almindelige bløde parenteser med og springe de kursiverede skarpe over. Så bliver oplevelsen forhåbentlig lidt mere poetisk og lidt mindre filologisk.

Passagerne fra Bhagavadgitaen skulle også gerne ligge klar på bloggen inden ugen er omme.