Menneskedyret

“They walk like animals,” sagde den gamle brahmin på bænken ved chaistanden da samtalen faldt på byens sydindiske turister, “slowly swaying from side to side.”

Jeg nikkede min fulde forståelse. Dog uden at bemærke at vandbøflerne både gik hurtigere og var lettere at overhale.

“They even talk like animals,” tilføjede han som om det første udsagn ikke havde været helt stærkt nok. “Yak-yak-yak-yak-yak.”

Jeg smilede fordi jeg vidste at han ikke mente det lige så hårdt som han sagde det. Engelsk var trods alt ikke hans modersmål, og desuden kom sammenligningen mellem mennesker og dyr som noget helt naturligt for ham.

Intet andet sted end her, i Indien, i Varanasi, er det så åbenbart, så umiddelbart, at også mennesket er et dyr.

*

For et par måneder siden var der en større kontrovers i medierne om en politiker der havde udtalt sig lidt for frivolt om landets togpassagerer. Han havde sagt at første klasse var for “holy cows” mens tredje klasse var for “the cattle class”. Anden klasse, som jeg selv plejer at rejse på, havde han tilsyneladende forbigået i tavshed.

Kontroversen endte i en mere generel diskussion om humorens tilstand i den indiske offentlighed, hvilket på ingen måder var morsomt. Ellers havde jeg naturligvis skrevet om det.

Alligevel har jeg siden da ikke kunnet se på et indisk tog uden at tænke på kvæg.

Masserne der stimler uroligt sammen på perronen. Kontrollørerne der driver dem hen til de rigtige vogne. Bærerne der modvilligt følger efter med baggagen på hovedet. Og så selvfølgelig tremmerne for vinduerne der altid har forekommet mig at være en sikkerhedsforanstaltning med en vis indbygget sikkerhedsrisiko.

Men allegorien stopper ikke ved de indiske jernbaner. Den fortsætter langt ind i Varanasis gamle bydel hvor skellet mellem mennesker og dyr til tider kan forekomme rent teoretisk. En art spekulativ videnskab der kløver hår og knepper fluer – hvorfor holde insekterne udenfor? – og som de færreste sikkert ville finde det formålstjenstligt at beskæftige sig med.

Forleden sad jeg i Hotel Urvashis fabbe men ikke særligt fikse restaurant og ventede de obligatoriske femogfyrre minutter (jeg kommer der mest for at få ro til at læse) på hvad der skulle vise sig at være en, selv efter indiske standarder, svært olieret omgang vegetable curry.

På et tidspunkt kom en krumbøjet gamling ind med parkinson i benene og en fremstrakt blikbakke i hånden. Jeg havde givet ham et par mønter tidligere på dagen og nu så han sit snit til at få nogle flere.

“Chal!” råbte tjeneren der sad på gulvet i entréen og så cricket i fjernsynet oppe over døren. Han havde stadigvæk min ordreseddel i hånden.

Tiggeren stod så stille som hans sygdom nu engang tillod det og rakte blikbakken lidt længere frem mod mig. Men ligesom tjeneren så bryder jeg mig heller ikke om tiggere ved mit bord når jeg er på restaurant. Så resten af mønterne blev i lommen.

“Chal!” råbte tjeneren igen og pegede på døren.

Men tiggeren blev stående.

Tjeneren rejste sig truende og fyrede en længere svada af på hindi. Jeg forstod det hele uden at forstå et ord.

Tiggeren gik et par skridt baglæns, men tog så endnu ét skråt frem mod mig. Hans raslede et par usle mønter rundt i sin bakke.

Jeg vinkede afværgende. Tjeneren, derimod, tog sin ene sko af og styrtede frem med hælen løftet til slag.

Tiggeren holdt armene op foran ansigtet og vaklede ud ad døren mens mønterne faldt som en kort regn fra en blikgrå himmel. Tjeneren samlede de få rupees op fra gulvet og kylede dem ud på gaden.

Endnu et par minutter blev tiggeren stående derude. Som en hund der var blevet jaget væk fra sin madskål og ventede på at dens ejer skulle blive god igen. Til sidst luskede han bort med halen mellem benene.

*

Civilisationens fernis er ikke lige så hård og skinnende i Indien som den er det i vesten. En af grundene kunne være at inderne lever tættere på naturen og på dyrene.

I Varanasi er dyrelivet en integreret del af menneskelivet. Mest umiddelbart synligt er selvfølgelig de rundmavede køer der skridter omkring fra skraldebunke til skraldebunke og flår plasticposerne op med deres horn. Men hundene og aberne er også konstante tilstedeværelser i hvert deres luftlag.

Gederne holder for det meste til nede floden og er ofte smykkede med farvede bånd og blomsterkranse som de lystigt begynder at gumle på så snart de får dem lagt om halsen. Fugle er her overraskende få af, men man kan altid finde nogle ved Mansarovar og Shivala der er de to store bøffelghats. Intet bedre sted at finde føde for en fugl end på ryggen af de dvaske drøvtyggere.

Dyrene har deres eget hieraki der ligger i umiddelbar forlængelse af menneskenes. Således kan man ofte se butiksejeren råbe ad sin ansatte på samme måde som den ansatte råber ad tyren der er på vej ind i salgslokalet. Selv modvilligheden, der er en naturlig konsekvens af råberiet, spejler sig i såvel den ansatte som tyrens tøvende reaktionsmønstre.

Alt det dannelsen og blufærdigheden måtte skjule under sine kofter og sine sarier stiller dyrene til frit skue fra floden til tagterrasserne. De skider hvor de går og står, spiser hinandens afføring og parrer sig de mest promiskuøse steder. Hvad menneskene tier om fortæller dyrene.

For nogen giver mødet med deres egen blotlagte natur anledning til forsagelsen af det jordiske og forfølgelsen af det guddommelige. Verden bliver en konstant påmindelse om det der fornedrer dem og det de søger at hæve sig over.

Men for de fleste er virkningen modsat. De lader sig mere eller mindre bevidst påvirke af deres omgivelser og begynder langsomt at imitere dem. Sådan lyder i hvert fald den forklaring jeg prøver at nærme mig her.

Det er et syn for dyr, mennesker og guder når en rituelt afvasket brahmin træder ud af templet i sine hvideste, mest flagrende gevandter og hele vejen ned ad trappen holder den ene hånd i skridtet mens han retter på det ene og det andet og kommer med små velbehagelige udbrud.

En anden klassiker er manden der sidder på hug i krattet og forretter sin nødtørft, men alligevel ikke kan dy sig for at råbe “Hello Mister, what country?” til en forbipasserende turist på den modsatte side af vejen. Som Naipaul skriver i An Area of Darkness:

[...] defecating is a social activity; [people] squat close to one another; they chatter. When they are done they advance, trousers still down, backsides bare, into the water to wash themselves. They climb back on the avenue, jump on their cycles or get into their cars, and go away.

Det er dyrisk, det er menneskeligt, det er helt naturligt.

Jeg tror aldrig helt jeg lærer at sidde med et glas dampende chai i hånden og nyde udsigten over Ganges mens stanken af afføring lufter omkring mig og leger med de løse ender af mit lange hår. Men gennemsigtigheden, ukompromitteret af kultur og civilisation, kommer jeg til at savne når jeg rejser herfra.

*

Hvad den gamle brahmin havde sagt om de sydindiske turister kunne de sydindiske turister selvfølgelig lige så godt have sagt om den gamle brahmin. Men øjet så som sædvanlig ikke sig selv.

Han bøvsede så paanspyttet stod ham ud ad munden som en mørkerød forstøversky. Så rejste han sig fra chaibænken og kylede den lille lerskål han havde drukket af efter en abe der var i gang med at trække en gammel, blødgjort chapati ud ad munden på en udsultet gadehund.

“Namaste,” sagde han og strejfede sit bryst med fingerspidserne på den højre hånd.

Jeg gentog gestussen og satte pænt min egen lerskål på jorden ved siden af bænken.

Vi gik hver sin vej med hver vores integritet. Bag os satte et indisk par og deres søn sig hvor vi havde siddet få øjeblikke forinden.

Den lille dreng lod sig glide ned ad bænken og landede med stor præcision på min lerskål der gav efter og splintrede som brahminens. Moren løftede ham op på skødet og sparkede skårene ud på gaden.

Vores blikke strejfede kort hinanden. Hun så alt det jeg ønskede at se.