Mens jeg venter på Mesteren VI: Samvadashala

Jeg har set Sandheden. Og det var ikke noget kønt syn.

Dette er historien om hvordan Acharya Manoj og jeg forlod Samskrita Bharatis Samvadashala i udkanten af Delhi midt under tredjedagens tredje lektion.

*

Jeg havde tilbragt halvanden time på bagsædet af en taxa der krøb med den sene eftermiddagstrafik op i det fjerneste nordøstlige hjørne af bykortet. Det meste af tiden havde vi holdt på broen over Yamuna mens et religiøst optog passerede forbi med marchmusik og sikhkrigere til hest.

På det yderste af broskelettet, højt over floden hvor børnefamilier gik i vandet og spredte picnictæpper ud langs bredden, sad eller lå en mand op ad en skråtstillet jernsvelle. Det var først da et par gadebørn kravlede ud på svellen og begyndte at trække tøjet af ham at det gik op for mig at han var død. En lastbilchauffør stak hovedet ud af vinduet og råbte efter børnene indtil de lod liget i fred og luskede bort som et par kuede hunde med halen mellem benene.

På den anden side af broen drejede vi op ad en hullet jordvej de lokale påstod førte ind til landsbyen Mandoli. Taxachaufføren fangede mit blik i bakspejlet og begyndte at genforhandle prisen. Halvtreds rupees for en bekymring jeg ikke kunne gennemskue om gik på bilens eller hans egen sikkerhed.

Vi passerede en skydelåge på størrelse med en hangarport, beklædt med et patchwork af bulede metalplader. Ordene “Shiv Sena Complex” var malet hen over pladerne med store orange hindibogstaver. Jeg genkendte navnet fra Google Maps og vidste at vi var på rette vej. Det var derinde hindunationalisternes militante bevægelse Shiv Sena trænede fattige og kasteløse børn til kampen for fremtidens Hindustan.

Lidt længere nede ad jordvejen trådte chaufføren hårdt på bremsen. Han pegede op på et skilt der markerede grænsen mellem Delhi og Uttar Pradesh. Længere måtte han ikke køre.

Inde til venstre, bag et solidt metalhegn besat med pigge, lå et smukt skulpteret sandstenstempel badet i lyset fra den nedgående eftermiddagssol. Det var omgivet af et tre-fløjet barakbyggeri der rejste sig tungt og truende som en ghetto rundt om et velhaverkvarter.

Endnu en kuldsejlet lokalplan, tænkte jeg og fandt mobilen frem for at ringe til samvadashalaen.

En tæt lille mand, klædt i et hvidt stykke stof der gik ham fra livet og ned til anklerne, vinkede mig hen til tempellågen. Chaufføren fulgte forsigtigt med i baggrunden.

“You must be Jacob,” sagde den lille mand uden antydning af hverken smil eller hilsen. “Samvadashalah asti.”

*

Acharya Manoj var en elskelig fyr i midten af trediverne med kone og barn. Han var uddannet astrolog og levede af at rådgive folk på deres vej gennem livet. Hans videnskab var fuld af sanskrittermer han ikke forstod, men det var heller ikke nødvendigt for at drive en velfungerende forretning. Kunderne havde andre og vigtigere ting at tænke på når de kom til ham for at finde ud af hvilken bejlers horoskop der passede bedst til deres datters eller hvilken dag det ville være mest gunstigt at købe bryllupsguldet.

Nu sad han så her sammen med alle os andre på gulvet i det triste kælderkontor under den midterste af tempelskolens tre længer og spekulerede på om han mon ville blive lige så glad for opholdet som den sanskritkyndige ven der havde anbefalet ham det.

Ved siden af ham kæmpede en rundhovedet knægt med et lille dunet overskæg for at holde tårerne tilbage. Han var netop blevet bedt om at holde munden lukket indtil der begyndte at komme sanskrit ud af den.

Manoj prøvede at muntre drengen op, men han havde ikke nogen ord at gøre det med. Han måtte nøjes med at klappe ham et par gange på knæet og hjælpe ham med at udfylde formularen den smalmundede mand bag skrivebordet havde delt ud til os.

Selv sad jeg og bladrede rundt i ordensreglementet der lod til at være det eneste ved samvadashalaen der ikke var på sanskrit. Desværre var det heller ikke på engelsk, og da jeg prøvede at forklare at jeg ikke forstod hindi, trak skrankepaven bare på skuldrene. Hindi kunne anvendes i absolutte nødstilfælde, men engelsk var symbolet på selve det åg der havde knækket ryggen på nationen.

En fyr på omkring de tyve, klædt i hvidt fra top til tå og glatbarberet bortset fra en lille brahmintot på kraniekronen, signalerede til mig at jeg skulle åbne min taske og aflevere hvad jeg ikke havde brug for.

Jeg havde set ham tysse på nogle af de andre elever der havde snakket hindi ved ankomsten nede i sovesalen. Først havde jeg troet at han bare var lidt småhysterisk omkring det hele, men nu forstod jeg at han var en præfekt, en duks, en stikker. En elev der var blevet udvalgt til at holde øje med de andre elever. Ligesom nazisterne havde sat jøder til at vogte over jøder i koncentrationslejrene.

Rundt omkring mig fandt folk deres mobiltelefoner, kameraer, ure, smykker, penge og identifikationspapirer frem. Alting blev omhyggeligt registreret på de store stive papkort de fik i bytte for deres ejendele.

“No passport? No credit card?”

Manden rettede sig op i stolen og stirrede mig hårdt i øjnene. Jeg havde åbenbart allerede bevæget mig helt derud hvor det strengt nedlagte forbud mod ikke bare hindi, men også ærkefjenden engelsk, var blevet ophævet.

Jeg rystede kort på hovedet og tog Varanasis hellige navn Kashi i munden. Hotellet holdt jeg pænt for mig selv. Der var ingen grund til at blive familiær.

Han skulede mistænksomt til min taske og syntes hele tiden på nippet til at tage den fra mig og undersøge den. Til sidst bøjede han hovedet med et fnys og bogførte min sparsomme kontantbeholdning.

Det var under en halv time siden jeg var ankommet, og jeg var allerede i gang med at forberede flugtveje for mig selv.

“Nama,” sagde han og pegede på den blanke formular jeg holdt i hånden.

Jeg havde allerede givet dem mit fulde navn i telefonen, så jeg turde ikke ændre det nu. Adresse og mobilnummer kunne jeg til gengæld gøre med hvad jeg ville. Jeg satte pennen til papiret og håbede på at de ikke ville forsøge at google Svinestien 12.

“Why they not told us this before?” hviskede Manoj til mig da vi gik tilbage mod sovesalen. Lidt mindre os selv, lidt mere dem.

*

Dagene på samvadashalaen begyndte hver morgen klokken fem. Lyset blev tændt og to store højtalere stemte i med skingre religiøse hymner ude i mellemgangen. Akustikken fik det til at lyde som om de var blevet indspillet på Maharajaens marmorbadeværelse engang i slutningen af 1600-tallet.

Ingen måtte forlade sovesalen før den var pakket ned. Rullemadrasser, sovetæpper og personligt habengut skulle flyttes ud så gulvtæpperne kunne fjernes og salen gøres klar til morgenens legemsøvelser. De blev dirigeret af en hvalpet ung mand med langt pandehår og løse håndled. Stedets eneste antydning af seksualitet.

Bagefter var det badetid. Tyve elever og tre metalspande lænket til hver sin vandhane var i sig selv en udfordring. Men hertil kom at vi delte badeværelse med de i hundredevis af små drenge der også boede eller var spærret inde på tempelskolen, og at ingen iøvrigt måtte vise sig nøgne for hinanden.

Drengene udgjorde en rå lille flok skinheads med brahmintråde over skulderen og brahmintotter på issen. De tævede og terroriserede hinanden fra morgen til aften, og de havde for længst lært at rulle offeret ind i tæpper og madrasser inden de gik løs på ham, så der hverken kom brud eller blod.

Når de ikke lige sloges så jeg dem for det meste i gang med at recitere deres totusind daglige mantraer eller forsøge at skabe kontakt til samvadashalaens priviligerede elever der kun skulle være på stedet i sølle fjorten dage.

Vores egne recitationer begrænsede sig til en halv times fællessang efter badet og de forskellige mantraer og hymner der indledte lektionerne. Og så selvfølgelig “gulvbønnerne” inden måltiderne. Der var ingen stole, borde eller senge på samvadashalaen ud over lærernes.

Dagens første lektion begyndte klokken halvni efter rengøring og morgenmad. Vi lagde som regel blødt ud med at memorisere nye ord og sætninger og fortsatte først til grammatikken i anden eller tredje lektion.

Forstanderinden havde rollen som den milde og almoderlige lærerinde der behandlede os som sine små uskyldige børn og kun hævede stemmen når vi sænkede den. En skærende kontrast til hendes to generaler der underviste os som et gospelkor der skulle vække hele det indiske folk til dåd med endeløse gentagelser af deklinationer og konjugationer.

Ud på eftermiddagen placerede den ulastelige Upanendra gerne sin stol foran os og holdt et timelangt foredrag om sanskritsproget og dets fortræffeligheder. Han talte langsomt og velartikuleret, understregede sine pointer med kunstfærdige gestikulationer, og holdt små kunstpauser hvor han højlydt trak slim og snot op i næsen gennem ganehullet. Det eneste han elskede mere end at tale var at blive lyttet til.

Det var de færreste der kunne følge argumenterne, men konklusionen sørgede han for at ingen gik glip af. Sanskrit var det oprindelige modersmål og det eneste der kunne forene Indien på tværs af regionale sprog og dialekter. Guderne talte det i himlen, og kun ved også at tale det på jorden kunne menneskene bringe den næste gudealder nærmere.

Han understregede også vigtigheden af at tænke på sanskrit. En stol var ikke en stol men et “asanam”, og et par briller var ikke et par briller men et “upanetram”. Sproget skulle revolutionere vores virkelighed og give os en sandere, fordi mere oprindelig, opfattelse af verden.

Allerede på andendagen begyndte Upanendra at undervise os i selv at undervise. Formålet med at lære var at blive i stand til at lære fra sig og således opretholde traditionen. Der var noget komisk over at se de mest stræbsomme af mine lidelsesfæller rejse sig og forsøge at lære noget fra sig de endnu ikke selv forstod. Men forsøgene blev bifaldet og små notater om eleverne skrevet ned i Upanendras røde bog med elefantguder og swastikaer på omslaget.

Om aftenen var der ordlege og underholdning. Igen var det forstanderinden der lærte sin flok små huskeremser og håndbevægelser til at indprente talrækker og gloser i vores rensede sind. Bagefter lullede klosterbøssen fra morgengymnastikken os i søvn med klappe-kage-sange og små dramatiserede historier om Rama og Krishna og Arjuna og andre mytologiske helte. Igen kunne særligt ihærdige elever få lov til at føre sig frem med deres egne små optrædener.

Klokken ti blev lyset slukket. Vi lå sammen og hver for sig i mørket og lyttede til myggene der summede over vores hoveder. Inde bag kraniekasserne prøvede vi at reflektere over dagen og finde os selv i den vedvarende strøm af indtryk, men vi var for trætte og for udkørte og gav hurtigt op. Remserne og repetitionerne vendte tilbage som hyletonen efter en rockkoncert. Søvnen var vores eneste flugt.

*

Jeg nåede kun lige akkurat at skrive i min notesbog at det umiddelbart mest positive ved opholdet var ikke at få positiv særbehandling. Så blev jeg forflyttet fra rullemadrassen i sovesalen til eget værelse med seng og stol og bord. Et myggenet blev hængt op over sengen og jeg fik udleveret en nøgle til et privat baderum med vestlige faciliteter og varmt vand i rørene.

Jeg er nu effektivt isoleret såvel fysisk som mentalt, lyder det næste notat i min bog.

Var det subkontinentets “postkoloniale ærefrygt for alt der er hvidt” der var slået igennem endnu engang? Havde min rynkede pande og dødheden i mit ansigt når lærerne prøvede at gøre sig morsomme på elevernes bekostning alligevel haft en virkning?

Tanken var smigrende men usandsynlig. Selvfølgelig var deres overbevisning stærk nok til at se gennem min individualitet og reducere mig til endnu et spøgelse i mængden.

Forklaringen jeg søgte måtte være anderledes udspekuleret.

Kunne det tænkes at problemet med min lidt for markante personlighed ikke skulle ses i forhold til lærerne, men i forhold til de andre elever? Kunne det tænkes at jeg blev opfattet som en potentielt fordærvende indflydelse der på den ene side skulle plejes på grund af mit naturlige gesandtskab som udlænding, og på den anden side skulle holdes tilbage for ikke at sprede farlige vestlige idéer blandt eleverne?

Jeg satte mig på kanten af sengen og lyttede til de andre passere forbi ude på gangen mens de slog deres drikkekrus mod madbakkerne. Det var frokosttid. Laksmana og Deepaka begyndte som sædvanlig at synge deres sanskrithymner i det øjeblik de betrådte trappen op til spisesalen. Deres stræberi var lige så allestedsnærværende som sproget vi blev stopfodret med, men aldrig fik lov til at fordøje.

Min appetit var forsvundet. Det eneste jeg havde lyst til var at få en dag for mig selv foran computeren, så jeg kunne få udtryk for indtrykkene og gøre plads til nye. Men jeg havde ingen computer, og jeg havde ikke mig selv.

Præfektens fløjte hvinede op og ned ad trapperne, ud på afsatserne og ind i gangene. Jeg gned en lille klat desinficerende gelé ind i hænderne, fandt kruset og bakken frem og tog trappen i nogle få hurtige spring.

*

Beslutningen om at forlade samvadashalaen var på én gang nøje forberedt og fuldstændig uventet.

Jeg havde fantaseret om at sparke tæppet af mig om natten, så myggene kunne æde mig og den koldklamme kælderluft sætte sig dybt i mine knogler. Det ville om ikke udløse en hjembillet, så i hvert fald et par dage på sygelejet med tid til tanker og skriverier. Men jeg blev ved med at fortælle mig selv at jeg var her for at udholde, for at opleve og observere, og at jeg ikke måtte lade mig overmande af mit indre luksusdyr.

Midt under tredjedagens tredje lektion blev det så alligevel for meget.

Vi havde grammatik med den mest militante af lærerne som det endnu ikke var lykkedes mig at finde et eneste formildende træk ved. Det var ham der havde afkrævet os vores personlige værdier ved ankomsten og forbudt os at tale så meget som et ord andet end sanskrit. Når han smilede var det kun for at få os til at smile med ham, så han med større effekt kunne slå om og skrige os ind i ansigtet at vi var en flok degenererede idioter.

Nu marcherede han op og ned mellem rækkerne mens han råbte uregelmæssige verber ud i deres præsensform og forventede at vi prompte råbte futurumformen tilbage i kor. Ind imellem standsede han op ud for en af os, tyssede på resten og skreg verbet ind i hovedet på staklen. Responsen var altid nervøs og utilstrækkelig og en undskyldning for nye og flere ydmygelser. Et par gange havde han sågar dristet sig til at banke en knytnæve ind i ryggen på de yngre elever.

“Gacchati!” fnyste han gennem sammenbidte tænder og bøjede sig ind over Manoj.

“Ga-ga …”

“Ga-ga-ga-ga-ga!” vrængede han og kiggede rundt på resten af klassen. Dem der sad nærmest fnisede usikkert.

Manoj kiggede ned i gulvet. En voksen mand forvandlet til en lille dreng. Jeg fornemmede et sort hul tilbage til en fortrængt fortid i landsbyskolen åbne sig under ham.

“Gacchati! Gacchati! Gachatti!”

“Ga-gaccha … gacchasya …”

“Gacchasyati?” sagde læreren opmuntrende.

“Aam,” hviskede Manoj uden at kigge op. “Gacchasyati.”

“Gam-i-sya-ti!” skreg læreren og hævede hånden til slag. “Anya! Anya!”

Overalt omkring ham åbnede eleverne deres munde som de små plastichoveder på et børneorgel en eller anden møgunge sad og hamrede i:

“Gamisyati, gamisyati, gamisyati, gamisyati, gamisyati!”

Læreren skar dem af med en håndbevægelse og stillede sig med fødderne centimeter fra Manojs korslagte ben.

“Gacchati?” sagde han stille.

Manoj sitrede over hele kroppen.

“Ga-ga-ga-gamsya-gamsyati …”

“Gam-I-syati!” brølede læreren så kraftfuldt at jeg bad til at han ville sprænge et blodkar i hjernen og falde død om på stedet.

Manoj brød hulkende sammen og halvvejs kravlede, halvvejs løb ud af klasselokalet. En elev fra bageste række krabbede øjeblikkeligt frem og satte sig på hans plads. En tæt, tæt tavshed hvilede over rummet.

Jeg ventede på at nogen skulle protestere, at nogen skulle rejse sig og forsvare Manoj. Læreren havde sat sin egen autoritet på spil, og hvis han trak stikket hjem ville ydmygelserne ingen ende tage resten af opholdet.

Nede på forreste række begyndte Laksmana og Deepaka at grine. De imiterede Manojs stammende svar og fik resten af klassen til at imitere dem sammen med sig. Læreren kneb øjnene sammen og lod et lille smil glide hen over den smalle mund.

Så fik han øje på mig.

Jeg sad ubevægelig og stirrede ret frem for mig. Intet kunne bevæge mig til hverken gråd eller latter. I det øjeblik kendte jeg kun vrede. Jeg rettede den mod ham med et blik jeg aldrig tidligere har set i mig selv.

“Gacchati?” sagde han og slog let med hovedet.

“Aham gacchami.”

Jeg rejste mig og gik. Hæftet med sanskrithymner lod jeg ligge på gulvet. Bag mig kunne jeg høre en anden elev tage min plads.

*

Det var først nu jeg forstod hvor fanget jeg egentlig var. Forstanderinden nægtede at godtage min forklaring fordi jeg kun kunne give den på engelsk. Problemer der ikke kunne formuleres på sanskrit var ikke rigtige problemer.

Hun sendte mig ned for at sove lidt på min beslutning og bad mig komme igen en times tid senere. Men jeg kunne ikke finde ro på værelset og gik ud i tempelgården i stedet. Der fandt jeg Manoj.

“You’re walking in the wrong direction,” sagde han mekanisk. “You must always walk clockwise around the temple.”

Eksisterede der nogetsomhelst i den indiske bevidsthed der ikke var en regel for, et ultimativt rigtigt og et ultimativt forkert?

“Sorry about that,” sagde jeg. “It’s probably me that upset the cosmos then.”

Manoj rystede på hovedet.

“They say they’re gonna fine me 200 rupees for leaving early. But it isn’t stated anywhere in the rules.”

“Well, I wouldn’t know. I couldn’t even read the rules.”

“No Hindi?”

“Zip. Zero.”

Manoj sagde noget til et par brahmindrenge der stod i baggrunden.

“They’re trying to help us get our things back by asking the teachers to unlock the office without telling the principle. She’s closed off the entire upstairs section of the Samvadashala, so there’s no chance of getting to her.”

“But she told me to come back and state my decision within the hour.”

“These people are crazy. They’re just trying to force us to stay. That’s why they took our belongings in the first place. They knew that people would want to leave, and they knew that they wouldn’t let them.”

Jeg mærkede en stille frygt blande sig med vreden.

“Come,” sagde Manoj. “Let’s go somewhere we can talk.”

*

Nede på mit værelse fortalte Manoj mig hvordan han allerede den første aften havde sagt til forstanderinden at han ville væk. Men hun havde forsikret ham om at alting ville blive anderledes om et par dage, og at han i det mindste skulle give det en chance.

Senere samme aften havde knægten der var blevet skoset nede på kontoret fortalt Manoj at han var blevet taget til side og havde fået at vide at alt han nogensinde havde lært var idiotisk og ubrugeligt. Han vidste ingenting om nogetsomhelst og skulle regne med at tilbringe mindst en måned i samvadashalaen. De havde allerede talt med hans far om det, og han havde givet sin accept.

Jeg befandt mig i et sekterisk mareridt hvor skellet mellem mestre og dæmoner var ophævet. Én efter én bankede de på døren og trådte ind mens de to brahmindrenge blev stående ude på gangen og sugede til sig af de uvante begivenheder.

Lærerne kom ikke for at give os vores ting tilbage, men for at overtale os til at blive. Hver eneste gang vi havde forklaret os – på sanskrit eller hindi eller engelsk – smilede de bare til os og spurgte: “Artham kim?”

Hvad er årsagen?

Tre timer og fire lærere senere havde jeg ikke flere ord tilbage i mig. Upanendra sad over for mig på sengen og tilbød at blive min privatlærer for resten af opholdet. Et generøst tilbud som jeg ville have taget imod under de fleste omstændigheder, men ikke nu.

“I’m leaving,” sagde jeg og rejste mig.

“Nasti.”

“Asti!”

“Nasti.”

“Look,” sagde jeg, “You can keep my belongings prisoner, but not me. I’m perfectly willing to leave without them. I’d rather sleep under the bridge than stay one more night in this horrible place.”

Jeg smed mine ting ned i rygsækken og begyndte at tage sko på. Nu var det mig der satte deres autoritet på spil. Hvis de ville holde mig tilbage, ville de blive nødt til at bruge fysisk magt. Upanendra tøvede længe nok til at jeg vidste at han overvejede det.

“Okay, okay,” sagde han endelig da jeg tog i døren. “Give me your card and go wait for your belongings in the principal’s office.”

Manoj rejste sig for at følge efter.

“Upavishatu!” sagde Upanendra skarpt.

Det var det sidste jeg så til Manoj. Resten af eftermiddagen holdt de os adskilt mens de fandt vores ting frem til os. Jeg fik hurtigt mine penge og min mobiltelefon tilbage, men kameraet lod de som om de ikke kunne finde. Givetvis for at få sendt Manoj af sted alene. Forstanderinden var endda skamløs nok til at antyde over for mig at han var en skidt fyr, og at det var dem der havde ønsket at han skulle forlade stedet.

Inden afskeden havde jeg nået at skrive min emailadresse ned til ham. Men her en uge senere har jeg endnu ikke hørt fra ham. Alt jeg kan gøre er at håbe at han har gjort alvor af sin trussel om at bruge sine kontakter i Delhis politi til at anmelde samvadashalen for ulovlig tilbageholdelse af ejendele og ureglementeret udskrivelse af bødetillæg.

Selv blev jeg aldrig tvunget til at betale nogle ekstra gebyrer for at have afsluttet opholdet i utide. Tværtimod belæssede forstanderinden mig med gratis plakater og bøger og foldere som jeg kunne tage med mig tilbage til Danmark og bruge til at sprede det glade budskab om Samskrita Bharati.

Da hun bød mig på et krus chai afslog jeg dog. Jeg havde ikke lyst til at vågne op næste morgen i en lydisoleret gummicelle dybt under samvadashalens inderste helligdom.

*

Aldrig har jeg holdt så meget af Delhis backpackerghetto Paharganj som da jeg sent den aften steg ud af metroen for enden af Main Bazaar Road. Mylderet og forvirringen, larmen og stanken, menneskene og dyrene. De eksploderede min verden påny og viste mig hvor uendelig stor forskellen er på at give slip på kontrollen og på helt at miste den.

Det var her jeg havde hjemme, som et stykke drivtømmer i livets forplumrede elv, og ikke som et klipperev der rejste sig over den uden at forstå at også dét en dag ville erodere og blive skyllet bort.

Jeg købte et kræmmerhus med små samosaer fra en gadestand og begav mig op ad vejen. Den eneste sandhed jeg havde for øje var den der lå på bunden af en kold øl i restauranten på Hotel Metropolis.