Mens jeg venter på Mesteren IV: Narendraji

Munna var ikke sen til at indrømme at han aldrig rigtig havde brudt sig om sanskrit i skolen. Det var gammeldags og kedeligt og i det hele taget en sur pligt for en ung brahmin med appetit på livet.

“In class we only guessed,” sagde han. “But a pattern was there. Early week was ekavacana, later came dvivacana, and then Friday, sometimes Thursday, sometimes Saturday, then came bahuvacana. One, two, many – just like that!”

Han knipsede med hænderne over hovedet og begyndte at kravle ned ad stigen med sine lange stankelben der ikke var meget tykkere end trinene han trådte på. Over ham var taget fladt og tomt bortset fra en gammel vandslange der hang med sit rustne metalhoved ud over kanten.

Jeg havde stået lidt og glanet nede på terrassen inden han havde givet sig til kende oppe fra taget. Dørene til køkkenet og toilettet, til soveværelset og yogarummet, havde allesammen været lukkede.

Et lille fløjt havde revet mig ud ad min rådvilde tøven. Jeg havde kigget op og set ham sidde dér i halv himmelflugt, med benene trukket op under hagen som i forlængelse af stigen.

“Looking for someone?” havde han spurgt med et grin.

Huset var bygget op omkring et tempel til ære for skaberguden Brahmā. Jeg forestillede mig at templet engang havde stået rankt og farvestrålende i sin egen lille gård, anstændigt tilbagetrukket fra gydens vrimmel ude foran. Men så var husets høje mure kommet til, havde stjålet lyset fra helligdommen og kvalt den i skygge og fugt. Nu var der ikke andet end en gammel og grå bunke sten tilbage. Facaden var krakeleret, det blottede murværk tilgroet med mos, dybgrønt og slimet.

Munna boede på den øverste af husets to etager. Det var hans opgave at formilde tempelguden og passe den pyramideformede top der endnu skød op gennem det cementerede terrassegulv. Nedenunder boede hans bror og svigerinde. Hver morgen fyldte de pladsen rundt om templets døde rod med borde og bænke og kridttavler. Og når jeg dukkede op et par timer senere var hele underetagen forvandlet til en levende forhindringsbane af små blåhvide skoleuniformer der reciterede hindifraser i kor og skrev “Happy Teacher Day” på væggene med store selvklæbende bogstaver.

“Today I have weak feeling,” sagde Munna og fortsatte bevægelsen fra stigen ned på det kølige cementgulv. “After Diwali always like this. City very quiet. Once more we must start it.”

Jeg forstod hvad han mente. Jeg var selv vågnet med en uro i kroppen, som en irritation eller en svag feber. Det passede mig fint at aflyse dagens yogatime.

“No yoga, no sanskrit,” sagde jeg og dumpede ned over for ham. “Today it’s just me and Ganga.”

Ved siden af mig var et simpelt stenalter klodset op ad tempelvæggen. Det bestod af to skrigorange offerhylder og en gudefigur der var blevet malet over så mange gange at den var flydt sammen til en uformelig klump. Friske blomsterkranse og en dampende kop chai fortalte mig at morgenritualet først lige var afsluttet.

Over os trak skyerne sig sammen om byen og dens templer. Et lyn glimtede i det fjerne. Munna lyste op.

“You remember Dana?” spurgte  han og begyndte at fumle med det simple stykke stof han havde bundet om livet.

“That Israeli girl you told me about?”

“Yes, yes, very nice, very calm,” sagde han og trak en mobiltelefon op af bylten. “Not so much big chest and talk-talk-talk like other Israel people. She come here yesterday and give me number to Sanskrit teacher. You still looking?”

*

Tre kvarter senere klamrede jeg mig til bagsædet af en cykelrickshaw der tordnede gennem regnen. Hovedvejen mellem Godowlia og Assi stod under vand, og jeg lukkede øjnene som en anden hindu  på vej forbi et tempel og håbede på at chaufføren kendte sine bump og huller godt. Ville det være bedst at tage fra med hænderne eller med underarmene?

Vi bremsede ned foran indsnævringen i vejen bag Haifa Hotel. Den var bred nok til mindst to rickshaws, men chaufføren vred sig modvilligt i sadlen. Han pegede på vandet i den mørke korridor. Det brølede af sted som en flod og slog bredskuldret mod butikkerne på begge sider.

Jeg lod chaufføren slippe og fandt pungen frem. 50-rupeessedlen var gennemblødt allerede inden den havde skiftet hænder. Jeg tænkte at byttepengene sikkert bare ville forvandle resten af min kontantbeholdning til en uformelig klump papier-mâché. Min egen lille gudefigur i mit eget lille alter.

“Just keep the change,” sagde jeg og steg forsigtigt ned fra rickshawen.

Jeg balancerede på en forhøjning af tomme olivenoliedunke i engrosstørrelse, skåret op og fyldt med sten. En butiksejers rolige klippe i den rivende strøm. Blikket hvinede og bøjede sig under min vægt.

Just follow the alleyway right beside the jewellery shop, knasede Mr Tivaris stemme stadig i mit højre øre.

Navnet på juveléren havde jeg ikke fået fat på, og det var tydeligvis en fejl. Som jeg stod der med et rystende ben på hver sin knirkende blikdunk og kiggede ned ad gaden forekom det mig at den ikke bestod af andet end smykkebutikker og sidegyder.

Squee-iih!

En flænge havde åbnet sig under min ene fod. Sandalen begyndte at synke ned i det bløde metal. Der var ikke nok sten i blikdunken til at bremse bevægelsen. Snart ville den bryde igennem, snart ville skarpt metal sætte tænderne i min ankel.

Det var et spørgsmål om sekunder. Floden kaldte, og jeg svarede.

*

“Oh, it’s raining,” sagde Mr Tivari og hægtede kæden af dobbeltdøren.

Jeg stod på det øverste trappetrin med vandet silende ud af buksebenene. Jeg havde gulligbrune stænk til op under armhulerne, og mit hår havde trukket sig sammen til en sky af fimmer og filter løftet over mit hoved som en djævels glorie.

“Come on in,” fortsatte han som om formiddagssolen strålede fra en skyfri himmel. “And, oh, if you’ll be so kind to take off your shoes.”

Vores blikke mødtes på mine bare tæer. De var smurt ind i mudder og slim, med sorte kager af skidt under neglene. Sandalerne havde strømmen taget med sig to sidegyder længere nede ad gaden.

“Yes, it’s true,” sagde han og nikkede. “Somebody told me it was raining. My mother perhaps …?”

Dryp … dryp … dryp …

“Oh,” sagde han da verden atter tonede frem foran øjnene på ham. “One moment, please.”

*

Jeg sad i modtageværelset med et tæppe om livet og fødderne viklet ind i et håndklæde. Husets boy stillede tavst et stort glas chai foran mig. Han bukkede og forsvandt tilbage ind i huset, en skygge i skyggerne.

Skråt over for mig sad Narendra – han havde ikke temperament til titler, havde han sagt – og bladrede gennem de blege kopier fra den kritiske udgave af Bhagavadgītā jeg havde slæbt med mig hele vejen fra Asieninstituttets bibliotek på Leifsgade. Han bevægede læberne, næsten lydløst, som om han læste højt for sig selv, eller mumlede en remse.

Han havde højtsiddende lærredsbukser, sammenvoksede øjenbryn og hennafarvede bølger i håret. Alligevel udstrålede han en form for underspillet autoritet. Måske fordi hans figur var høj og slank, højere end de fleste indere jeg havde mødt, og hans ansigt spidsede til omkring munden, som om han begyndte og endte i ord. Vise eller vanvittige var endnu ikke til at sige.

Tavsheden var begyndt at blive ubehagelig. Ikke akavet eller pinlig, men tung og omklamrende. Som om hans mumlen gik i ét med regnen og langsomt drev mig ud ad rummet, væk fra døren, hen mod åbningen der førte dybere ind i huset, ind i skyggerne hvor boyen var forsvundet, baglæns, med bøjet hoved og en tom sølvbakke i hænderne.

“So,” hævede jeg stemmen, “you are a teacher by profession?”

“No, no,” sagde Narendra og gled fingeren videre hen over papiret. “I’m not a teacher, I just help people. You can call me your friend.”

Jeg trak vejret ind for at sige tak, men det kom ud igen som en ordløs strøm af luft. Han tilbød mig sit venskab, men jeg var ikke sikker på at jeg havde lyst til at tage imod det. Vi sad i det yderste værelse, med døren åben ud til verandaen, og alligevel forekom alting ved huset mig trangt og dunkel. Ikke engang så meget som en olielampe til at drive regnen og skyerne væk.

“But you do teach Sanskrit, don’t you?” forsøgte jeg en gang til.

“As I said, I help people. By the way, this Poona edition you’re reading is a very nice piece of work.”

“You … you know it?”

“Of course, of course. In fact, I’m working on a similar project, compiling a critical edition of the Nāṭyaśāstra.”

Nāṭyaśāstra. Sanskritlitteraturens klassiske lærebog i drama, dans og musik. De forfinede kunstarters æstetiske tempel til ære for guderne. Jeg skævede over mod baggårdsbrahminen og prøvede at få puslespillet til at passe.

“Oh, perhaps I already told you all about it on the phone?” sagde han og kiggede ud i regnen.

“No, no, sorry, I was just -”

“The seasons are changing,” afbrød han. “We must be careful to get properly out of the old and into the new. This is what Diwali is all about. A change in the weather. A sore throat and a bit of a cold. We could have met later, you know.”

*

Senere den formiddag fortalte Narendra at han havde afsluttet sin ph.d. i spekulativ vedisk etymologi for ti år siden. Nirukta. En af de mere obskure, nærmest okkulte, discipliner inden for den traditionelle sanskritgrammatik. En art ophøjet lingvistisk exegese hvor kun fantasien og det gode argument satte grænser for hvilken oprindelse man kunne tilskrive hvilket ord.

I mange år havde han prøvet at få en postdoc ved et europæisk universitet, men efter bunken med afslag havde rundet de halvtreds, havde han givet op. Det var et stort nederlag i en ellers strålende akademisk karriere.

“I gave up,” sagde han igen og igen med et blik der lå og vippede mellem dyb koncentration og totalt fravær. “I gave up.”

“I guess Sanskrit just isn’t the same hot stuff it used to be,” sagde jeg i et forsøg på at trække ham tilbage til verden. “In Denmark, you would be hard pressed to even get a ph.d.”

“Oh, really?” sagde han med den særlige form for indisk sarkasme der aldrig må tolkes som sarkasme. “I thought as much.”

“But at least you’re working on a big project now …”

“Yes, very big. Too big, perhaps. But then again, what else is there to do? Everything must be compiled. Nothing should be lost. Such is the way of tradition.”

Han rettede sig op i stolen og begyndte at fortælle om de vel over hundrede palmebladsmanuskripter den kritiske udgave af Nāṭyaśāstra var baseret på. De stammede alle fra den samme egn i Nepal, og bare at læse dem havde krævet tilegnelsen af en ny skrift og nye dialektale variationer.

“How old are the manuscripts?” spurgte jeg nysgerrig.

Porøse skrivematerialer som bark og palmeblade, et varmt og fugtigt klima, og en tradition for kun at beskæftige sig med tid på et overordnet kosmisk plan har gjort datering til en notorisk vanskelig disciplin i Indien.

“The oldest manuscript we have is from around 1700, maybe 1800 BC.”

Jeg skulle lige til at more mig i mit stille sind over at den kronologiske tid var så lidt hans egen at han følte at han blev nødt til at inddrage Kristus i ligningen, da det gik op for mig hvad det egentlig var han lige havde sagt.

Sytten- til attenhundrede år før vor tidsregning! tænkte jeg og tog Kristus ud af ligningen igen. Så vidt jeg vidste fandtes der ikke nogen godkendt dateringsmåde der havde registreret et eksisterende sanskritmanuskript til at være ældre end et par århundreder efter vor tidsregning. Manden var tydeligvis gal. Intet under at hans postdoc-ansøgning ikke var gået igennem.

En detalje fra tidligere i samtalen dukkede op i mit hoved. Han havde sagt at de var tre ansatte på projektet, og at projektlederen havde anslået at det med ti ansatte ville tage tyve til femogtyve år at gennemføre. Og havde han ikke også sagt at netop projektlederen kunne Nāṭyaśāstraen udenad, og at han havde dikteret sin doktorafhandling til sin sekretær på en måned efter at have tænkt i fem år?

Jeg stod på tærskelen mellem to former for tænkning. En historisk-verdslig og en mytisk-religiøs.

Bag mig sad jeg ved det lille bord på hotelværelset og slog op i mine tyske og engelske grammatikker og ordbøger der i virkeligheden ikke var udtryk for andet end et for længst opgivet forsøg på at indsætte sanskrit som et manglende led i en lingvistisk kæde der skulle føre ursproget tilbage på om ikke vesteuropæisk, så i hvert fald østeuropæisk jord.

Foran mig sad jeg sammen med Narendra og åbnede munden for talens gud der strømmede gennem mig og fyldte modtageværelset med hellige stavelser lige så evige og uudgrundelige som tiden selv.

Jeg var på vej ind i en anden verden, og jeg havde vidst det hele tiden. Vidst det lige siden jeg var vågnet den morgen med det rigtige ben ude af sengen og en følelse af at det måske alligevel var det forkerte.

Nu tøvede jeg ikke længere. Jeg lænede mig tilbage i stolen og lyttede til hans utrolige fortællinger om ypperstepræster jeg havde troet blot var tekstlærde, om offertavler hugget i sten jeg havde troet blot var bøger skrevet på papir, om den manifesterede gud jeg havde troet blot var et ord.

Da han var færdig, havde jeg kun én enkelt prosaisk tanke tilbage i hovedet:

“Who is Dana?”

“Dana …?”

“Yes, Dana, the girl that gave me your number  …”

“Oh, Dana …!”

“You know her well?”

“No. In fact, I never met her. She just called one day. But she never showed up. Guess she couldn’t find the right alleyway. You want her lessons?”

“So, you’re gonna teach me?”

“Well, not teach. Just help. How does Monday, Wednesday, and Friday mornings sound to you?”

“That sounds … pretty interesting. What is your charge?”

Han kiggede irriteret på mig.

“I don’t charge. I just help.”

“You don’t even take donations?”

“Money is your problem. You can spend them as you like.”

Jeg lod svaret hænge i luften og rejste mig med hænderne foldet foran brystet.

Udenfor var regnen stoppet, og vandet var nu blot en svag rislen i gaderne. Jeg hankede op i buksebenene og sjoskede tilbage ned gennem sidegyden på mine bare tæer. Sandalerne var væk, men noget andet var fundet. Præcis hvad, måtte tiden vise.

Alt jeg vidste lige nu var at floden havde kaldet, og at jeg havde svaret.