Elegi

O menneskehav, O broderskabsflod
der findes dog dufte som er mig imod
en duft fra for mange, en stank fra mig selv
det stinker fra livets forplumrede elv

Tilstoppet kloak i Bengali Tola Lane, Varanasi

Afsked med alt, afsked med intet

Gennem nytårsnat og tåge med førsteklasses fattigmandsekspres fra Varanasi til Delhi. Fire timer forsinket endelig fremme på Hare Krishna Guest House. Værelse booket for tre uger siden men alligevel ikke ledigt. Emailrullen fremdraget og nu indlogeret i dobbelt luksus til halv pris.

Netop hjemvendt fra stående hastemøde på New Delhi Railway Station med min gamle rejsefælle Dr. Moes og hans familie. Seks år gået siden det lange trek fra Tyrkiet til Indien via Iran og Pakistan. Eventyret og eposet spøger vist endnu i arkiverne på hin okkulte blog.

Dengang skiltes vore veje i Varanasi. Jeg med amøbisk dysenteri i en betoncelle på Yogini Guest House, han på vej tilbage til kæresten i København. Den samme kæreste plus barn lige nu og her i Delhi – på vej til Varanasi.

Cirklen er ikke sluttet, cirklen er visket ud. Bevægelsen baglæns fra afsked til ankomst åbner nye stier og streger. Flere rejser, flere ord.

Dæmoner findes og opfindes hen ad vejen. Jacob af navn og Jacob af gavn. Jeg brydes selv med engle.

Om Namah Śivāya

Mens jeg ventede …

Tiden er ved at rinde ud for Mesteren. Han viste sig aldrig som andet eller mere end den dæmon han måske i virkeligheden hele tiden har været. Ikke som person eller som menneske, men som idé.

Forestillingen om at der skulle kunne findes en forklaring uden for selv og uden for verden har jeg kun mødt alt for ofte de sidste fire måneder. Det er den der undertrykker og ydmyger, den der holder nede hvad der ellers ville rejse sig, den der gør alle håb til drømme blot og bart.

Det er den forestilling Naipaul kalder for “the total Indian negation”.

It was only now, skriver han om hjemkomsten efter sin første rejse til Indien, as my experience of India defined itself more properly against my own homelessness, that I saw how close in the past year I had been to the total Indian negation, how much it had become the basis of thought and feeling.

Det var omtrent sådan jeg følte da jeg vendte hjem efter min egen første rejse til Indien. Den underkendelse af verden, den søgen efter en større meningsløshed, der hidtil havde været til stede i mig som en kreativ kraft, en villet inspiration uden substans, præsenterede sig nu som et konkret stykke virkelighed.

Jeg holdt op med at tænke den og begyndte at leve den. Og pludselig gav den ikke længere kræfter. Den tappede dem.

And already, skriver Naipaul videre, with this awareness, in a world where illusion could only be a concept and not something felt in the bones, it was slipping away from me. I felt it as something true which I could never adequately express and never seize again.

Hvad Naipaul klarede med et linjeskift tog det mig fem år at realisere. At sandheden hverken kan eller skal udtrykkes. Sådan er vi så forskellige.

*

Det er en råkold decembermorgen i Varanasi. Jeg har slået vinduerne op for at lukke lyset og verden ind. Men kulden har sneget sig med. Uden hue og halstørklæde går det ikke før om en lille times tid når solen begynder at stråle ind i værelset.

En følelse af lykke, en følelse af at lykkes, ikke bare som idé, men som menneske, breder sig varm og heftig i min krop.

Det er i grunden absurd. Jeg er 32 år gammel, halvstuderet og arbejdsløs, uden udsigt til foreløbige forbedringer. Mit potentiale som certificeret medlem af den kreative klasse svinder dag for dag.

Der var engang hvor jeg troede at kunsten var til for at blive levet. Jeg fattede ikke at mennesker kunne have andre motiver til at udtrykke sig. Det fatter jeg sådan set stadig ikke, men jeg har lært at acceptere det uanset.

Verdensillusionen spiller uden for mit vindue. Maya har kastet sit slør over menneskene og al deres gerning. Men den der river det itu er en tåbe.

Jeg vidste jo på forhånd hvad der ville ske. Og dog, for mig er viden intet uden erfaring.

Verden vakler videre

Jeg forlader et hotel på randen af et nervesammenbrud.

To boys er rejst tilbage til deres fælles landsby i Jharkhand. Den ene for at redde sit ægteskab, den anden for at kremere sin svigersøster.

Den tredje og sidste boy er en mentalt underudviklet teenager der hverken taler engelsk eller hindi. Hårdt fysisk arbejde er det eneste der holder ham i live uden for hans hjemegn.

Manageren ligger i åben konflikt med ejeren om en lønsats der dårligt nok dækker hans daglige benzinforbrug. Hver dag vandrer han hvileløst rundt i receptionen og taler i telefon med gamle venner og bekendte i håb om at finde et nyt og bedre betalt job.

Endnu forsøger ejeren at opretholde sin selvudslettende høflige facade, men revnerne lader sig ikke længere skjule. Hvis han ikke snart erkender at hans sjæl er for fin til at være omgivet af så groft et stof som penge, så mister han både sig selv og sit rige.

Min egen rolle er diplomatens. Jeg hører alle parter i sagen og prøver at spille dem ud mod hinanden med så stor loyalitet som muligt. Hvis de læste min blog ville jeg blive den fælles fjende de kunne samle sig om at bekæmpe.

Om to dage rejser jeg og lader falde hvad ikke kan stå. Velvidende at det bare er en talemåde. Hotellet vil vakle videre uanset. Ligesom krøblingene og de tre-benede gadehunde.

Man kan give Indien skylden for meget, men hun tager den altid på sig.

Endnu en ende er spundet

Vijays svigersøster døde sent i går aftes af sine forbrændinger efter at hendes mand i sidste uge overhældte hende med petroleum og satte ild til hende. Han følte sig tilsyneladende provokeret af at blive konfronteret med at han havde gjort en af sine mindreårige ansatte gravid.

Senere i dag tager Vijay toget til landsbyen i Jharkhand for at kremere svigersøsteren og være sammen med familien. Muligvis også for at hævne sig. Med bue og pil eller “country-made revolver”.

Du kan læse forhistorien her.

Mit livs tilfœldige hobby

I dag havde jeg min sidste sanskrittime med Narendra. Det var godt at få afrundet den cirkel der ellers truede med at forblive halv efter oplevelserne i Samvadashalaen i Delhi. Det lykkedes mig endda at få ham til at tage imod en donation på tusind rupees.

Intet synes dog at kunne pille ved vores grundlæggende forskelligheder. For Narendra er livet en famlen i mørke efter en tabt guldalder. For mig er det blot en famlen, men ikke altid i mørke.

“We have lost faith in the human mind,” siger han i et sidste indadvendt udbrud. “What we once stored in the brain, we now store in computers. Without them, we are helpless.”

Han forklarer videre at computerens succes netop skyldes dens imitation af den traditionelle indiske indlæringsmetode. Kombinationen af store mængder rå data og omhyggeligt udarbejdede programmer til at tilgå den med, er ikke nogen ny opfindelse.

Oprindeligt blev dataen lagret i barnets hukommelse og programmerne først kørt når sindet var modent omkring 18-20-års alderen. Men i dag er hukommelsen tom og programmerne endeløse løkker uden output.

Sammenligningen mellem mennesker og computere er mindst lige så oplagt indisk som sammenligningen mellem mennesker og dyr.

I den idealiserede – og derfor givetvis aldrig praktiserede – vediske verdensforståelse kan mennesket uden problemer opfattes som en maskine på afveje. Vi er automatoner der ulykkeligvis er blevet selvbevidste og nu øver vold mod den kosmiske mekanik. Kun en tilbagevenden til selvopofrelsens ritual kan fortsætte urværkets eksakte gang.

Jeg spørger Narendra om man i hans lille allegori ikke også kunne opfatte computeren som et genskær af den guddommelige gnist i mennesket, som aflastningen af hukommelsen og frisættelsen af sindene?

Men lyset vil som sædvanlig ikke trænge ind i hans dunkle forstue og jage skyggerne bort. Det er her hans forfædre har boet og undervist i generationer. Sikkert helt tilbage til puranisk tid hvis du spørger ham. Nutidens formørkelse er blevet en forudsætning for fortidens stråleglans.

“We don’t make scholars like that anymore,” siger han efter en længere udredning om sanskritgrammatikeren Paninis geni. “Now it’s all computer science and business and management. The less you know, the more successful you become.”

Jeg lader ham få det sidste ord. Det er en diskussion jeg gerne vil tage. Men ikke med en der allerede har vundet den på forhånd. Han har ret, og jeg ved det.

Tilbage sidder jeg med frugten af hans lærdom, skriblet i marginen på utydelige fotokopier fyldt med slyngede tegn. Det er dem der har blindet ham med deres lys i forfædrenes nat. Det er dem jeg er rejst så langt for at finde omsluttet af et mørke langt dybere end glemslens.

Hans visioner ved gudens alter vil aldrig blive andet end et par forbiflimrende billeder i mit sinds laterna magica. Hans tilværelses ophøjede mening vil aldrig blive andet end mit livs tilfældige hobby.

Det er sådan vi bliver nødt til at forstå hinanden. Men jeg er ikke sikker på at vi kan.

*

Om en uge er jeg tilbage i København. Om to uger skal jeg til eksamen i de tekster jeg har læst sammen med Narendra. Alt er som det skal være.

Jeg har lagt min oversættelse af de tre kapitler fra Ramayanaen ud på bloggen under Teksterne. Ikke så meget for at udbrede det glade budskab som for at sikre deres overlevelse i fald endnu et menneske skulle stjæle min computer.

Hvis nogen alligevel skulle få lyst til at kigge på oversættelsen, så kan jeg anbefale at læse de almindelige bløde parenteser med og springe de kursiverede skarpe over. Så bliver oplevelsen forhåbentlig lidt mere poetisk og lidt mindre filologisk.

Passagerne fra Bhagavadgitaen skulle også gerne ligge klar på bloggen inden ugen er omme.